Lapis lazuli

Gennem tusinder år og modens forandringer har lapis lazuli udøvet en usædvanlig stabil tiltrækningskraft, som har fascineret både mænd og kvinder, som har ladet sig begejstre af den fantastiske blå farve med de gyldne glimt. Intet tyder på fascinationen er på retur.Ifølge ældgamle sagn skal den blå smykkesten give styrke og klarhed, samtidig med at stenen øger koncentrationen og tålmodigheden. Mange steder i verden er lapis lazuli-symbolet for venskab og ærlighed. 

Lapis lazuli – af persisk oprindelse

Lapis er det latinske ord for sten, og lazuli kommer fra det latinske lazulum, der stammer fra det arabiske lazaward, som har sin oprindelse fra Persien, hvor det også er navnet for minen, hvor lapis lazuli blev udgravet. Det engelske azure, det franske azur, det italienske azzurro, det polske lazur, det portugisiske og spanske azul, det ungarske azúr kommer alle fra navnet og farven lapis lazuli. Arkæologer finder igen og igen lapis lazuli ved udgravninger, og i mange kulturer blev den betragtet som en hellig sten. I Afghanistan har man siden 5000 år før vor tidsregning udvundet lapis lazuli, men der er også forekomster i Italien, Rusland, Pakistan, Myanmar, Mongoliet, USA, Canada og Grønland. 

Arabisk stjerneglimt med lapis lazuli

Lapis lazuli er en bjergart, som primært består af blå lazurit, sekundært af calcit, sodalit og pyrit – sidstnævnte giver de gule metalliske glimt i stenen. Siden antikken har lapis lazuli netop været værdsat for sin intense farve. Lapis lazuli har en hårdhed på 5-6 på Mohs’ skala, og med sin dybe blå farve med gyldne indeslutninger er den blevet sammenlignet med den arabiske nats stjerneglimt. Da lapis lazuli er blevet tillagt egenskaben ”klarhed”, har den længe været anvendt ved øjenlidelser. Særligt i middelalderen blev stenen knust og blandet til en øjensalve. På Farao Tutankamons (1341–1323 f.Kr.) begravelsesmaske blev lapis lazuli brugt som øjenbryn, og knust lapis lazuli blev siden anvendt som øjenskygge af Kleopatra. En anden iøjnefaldende kunstgenstand, udelukkende bestående af lapis lazuli, er en to meter høj urne, der er udstillet i Skt. Petersborgs Statsmuseum. 

Stort udvalg af unikke sten hos Aktiv Guld

Er du på udkig efter nogle smukke sten til produktion af smykker, så er du bestemt landet det rette sted. Hos Aktiv Guld kan vi gøre dig klogere på de mange forskellige ædelsten og halvædelsten. Læs mere om de mange forskellige sten her og kontakt os, hvis du har særlige forespørgsler på ædelsten.


> Læs teksten i en printvenlig version