Turkis

Succes, mod og beskyttelse

 ”Den, som vælger turkisen, sikrer sig et stykke af himlen i livet her på jorden”, lyder et traditionelt budskab. Turkisen siges at være en hellig sten, som fjerner al negativ energi. Den skinnende farve er et symbol på lykke. Turkis er december måneds lykkesten.

Ædelstenens oprindelse og betydning

Turkis er kendt under mange navne, men ordet turkis stammer fra det franske pierre turquoise (hvor pierre betyder sten og turquoise betyder tyrkisk), da de første mineraler blev bragt til Europa gennem Tyrkiet fra minerne i Khorasan i Persien.

Turkis har været anvendt siden oldtiden, egypterne har været begejstret for turkiserne siden det første dynasti (3200 før vor tidsregning), og måske også endnu tidligere. Dengang blev de største forekomster gjort i Sinai og siden langs Suez Golfen.

Turkisen fra Suez er lidt grønnere end den persiske, og nogle kalder den egyptisk turkis. Den romerske naturvidenskabsmand Gajus Plinius den Ældre (23–79) brugte ordet ”callais”, iranerne ordet ”phirouzeh” (i betydningen sejr) og aztekerne kaldte den for ”Teoxihuitl”. 

Selvom turkisen har været kendt og anvendt i smykker, sofistikerede udsmykninger samt skulpturer af egypterne, aztekerne, perserne og i nogen grad af kinesiske dynastier, var det først i forbindelse med etableringen af Silkevejen og handelsruter gennem Tyrkiet, at turkisen i større omfang blev anvendt i Europa.

Hvor finder jeg ædelstenen?

De mest berømte forekomster er i Iran (Khorasani), hvor man de seneste 2.000 år har udvundet og anvendt turkis. Iranske paladser er ofte dækket af turkis, da den intense blå farve også var et symbol for det jordiske himmerige – eller som det siges mere direkte og naturligt på engelsk: ”Heaven on earth”. 

Der findes også betydelige forekomster i Israel og ikke mindst i USA (New Mexico, Arizona, Nevada og Californien), som for tiden har den største produktion. Turkis udvindes fra store kobberminer. 

Ædelstenens kemiske sammensætning og særlige kendetegn

Turkis er et sekundært materiale ved årerne af den vulkanske triklint-bjergart. Stenen har en hårdhed på 5–7 på Mohs’ skala og en massefylde på 2,6–2,9.

Farven er blå, blågrøn eller grøn med voksagtig glans. Indholdet af kobber gør stenen mere blå, og indholdet af jern gør den mere grøn. 

Berømte smykkesten

Mellemøsten har traditionelt fattet turkis i guld og eventuelt sammen med diamanter, mens den oprindelige amerikanske befolkning har anvendt turkis sammen med sølv. Mest kendt er dog nok den egyptiske begravelsesmaske af farao Tutankamon (omkring år 1350 før vor tidsregning), som er indlagt med turkis, lapis lazuli, karneol og farvet glas. Turkis er tillige blevet anvendt i Taj Mahal i Indien. Før blev turkisen båret om hals eller håndled som beskyttelse mod unaturlige dødsfald, og hvis farven ændrede sig, så havde bæreren god grund til at frygte dommedag. 


> Læs teksten i en printvenlig version